KAMIL WILCZEK

[DA // EN ↓]

Velformuleret, reflekterende og ydmyg.

Kamil Wilczek overrasker med sine velovervejede svar og upåvirkede væsen.

Superligaens topscorer indtager i øjeblikket fjerdepladsen på verdensranglisten over mest scorende spillere, blandt profiler som alle børn i verden kender, hvis de interesserer sig det mindste for bold.

I en tid hvor fodboldspillere indkasserer summer, der kan redde nationaløkonomier, tiltrækker overskrifter på baggrund af krukkeri og udskejelser og knap nok orker at spille for ære og fædreland, kan spillertyper og personligheder som Kamil Wilczek forekomme både forfriskende og nødvendige.

Wilczek er en mand, der drømte om at repræsentere sit land og som muligvis selv havde betalt for turen til Rusland, var han blevet udtaget. At deltage med den polske ørn på brystet havde været en ærefuld opgave, han havde påtaget sig med stor taknemmelighed.

Ydmyg og privat

I sidste uge udtalte træner Alexander Zorniger, han aldrig har set en angriber arbejde så hårdt for sine mål, som Wilczek gjorde i vinter. Hans hårde arbejde og mange mål skulle bringe ham på det polske landshold til denne sommers VM, men han blev ikke udtaget. Det har han tidligere været tavs omkring, for som han selv udtrykker, er det ikke hverken vigtigt eller interessant. Det er hvad det er, og den slags tager man med oprejst pande. I hvert fald offentligt.

Til gengæld betød anstrengelserne, at han markerede sig som Superligaens bedste angriber og spillede sig ind i hjerterne på Brøndbyfans landet over. Fjerner man nogle bogstaver i hans efternavn, står der WILK, ulv på polsk. Men Ulven fra Polen er grådig efter spilletid og mål – ikke efter medieomtale.

Som regel takker han nej til egentlige interviews og offentlighed, for han mener, hans præstation på grønsværen bør tale for sig selv. Han er ganske klar over, han er populær, og han værdsætter den venlighed og interesse han møder rundt omkring. Wilczek synes kun, det er rart at blive stoppet af fans på gaden og sludre med dem om den seneste kamp. En del af hans private venner er journalister, og dem taler han gerne med, men under uformelle omstændigheder, for interviews giver han ikke bare sådan.

Kamil Wilczek X New Balance by Daniel Koper, campaign photos of Wilczek by Michal Biel, Brøndby Player of the Month by Oino.site, Baby Wilczek #10, private photo

Stolt og polsk

Til spørgsmålet om Wilczek tror, hans arbejdsomhed og vedholdenhed ligger i hans polske baggrund eller om det er lærdom, han har med helt hjemmefra, forklarer han, at ’det er noget af det vigtigste, jeg har lært hjemmefra. At arbejde hårdt og have en ydmyg tilgang til tingene. Hvis dét, man har sat sig for, lykkes, så skal man være taknemmelig og ikke lade det stige sig til hovedet. Men det er klart, at livet også har lært mig sit. For det er jo sådan, at forældre siger ét og barnet gør noget andet, og så kan det koste dyre lærepenge. Men de ting, var i hvert fald noget, min mor og far gentog ofte.’

Wilczek er vokset op i en stor familie. Søskendeflokken tæller fem børn, hvoraf han er nummer tre. Han taler om sine forældre og familie med varme i stemmen og har stor respekt for deres indsats. Hans mors arbejde bestod hovedsageligt i at tage sig af børnene og hjemmet, og Wilczek bemærker, ’den slags arbejde kræver alle døgnets timer, det er indlysende. Hun helligede sig os. Så jeg har helt klart med hjemmefra, at man skal give rigtig meget af sig selv’. Også Wilczeks far står som et forbillede i forhold til arbejdsomhed og ydmyghed. Han forsørgede familien som kulminearbejder, og lærte Wilczek ikke at være bange for hårdt arbejde uanset hvilken form, det tager. ’Han arbejdede dybt nede i jorden. Det er et meget hårdt og fysisk krævende arbejde. Jeg har helt klart med hjemmefra, at man skal arbejde for det, man vil opnå. Og at være ydmyg og taknemmelig, når det lykkes. Det er helt grundlæggende’.

Tror du, det er et særligt polsk karaktertræk?

’Jeg tror, det ligger til os, ja. Uanset hvad vi laver, forsøger vi at gøre det bedst muligt. Det er ikke anderledes i boldspil. Som fodboldspiller går jeg ud på banen, og vil gerne gøre mit arbejde – for det er mit arbejde – så godt som muligt. Og jeg er glad for, at det bliver værdsat’, forklarer Wilczek med henvisning til Zornigers udtalelse og tilføjer, ’det er en rigtig rar fornemmelse. Det er gode ord, ja. Vi polakker er kendt for at arbejde hårdt. Det er uvæsentligt om vi bygger huser, maler, sidder ved et skrivebord eller spiller bold. Det vigtigste for os, er at arbejdet bliver udført godt. Vi forsøger at gøre arbejdet så godt som muligt’.

Hvad mere kunne du godt tænke dig, danskere vidste om polakker?

’Jeg kan jo ikke tage alle over én kam, men som folk, mener jeg, vi bestræber os på at leve op til vores forpligtelser, vi bestræber os på at være oprigtige. Vi er et meget ærligt folk. Hvis der er noget, vi vil sige, så siger vi det. Det gælder også mig. Jeg kan til tider være lidt for ærlig. Men jeg ser det som en fordel, at har jeg brug for at sige noget, så gør jeg det. Det er klart, at når man er meget ærlig, kan man komme til at træde nogen over tæerne, men jeg synes, det er positivt. Det er et godt karaktertræk at have. Hellere være ærlig over for nogen end at tie og tale bagom ryggen på vedkommende. Og så er vi generelt et ydmygt folk.’

Hvad gør dig stolt over at være polak?

’Vi har en storslået historie! Vores oldeforældre og bedsteforældre kæmpede for et frit Polen. Og det er helt sikkert noget, vi skal være taknemmelige for. Det er takket være dem, vi i dag kan være polakker. Vi skal være taknemmelige for deres kamp, for den pris de betalte, og selv forsøge at være gode forbilleder. ’

Når man spiller for en klub med så stolte traditioner og stor mediebevågenhed som Brøndby, bliver der lagt mærke til fx manglende spilletid og anden modgang. Andre spillere kommenterer på den slags, enten selv eller via en agent, men Kamil Wilczek føler ikke det behov. Hans succes i klubben har heller ikke fået ham til at kræve særstatus eller mere lederskab i forhold til resten af holdet. Tværtimod får han lyst til at kæmpe hårdere sammen med sit hold. Den ydmyghed forklarer han med sin erfaring, på banen så vel som i livet.

’Min vej og min karriere har ikke været belagt med guld. Jeg har haft opture og nedture. Jeg har oplevet endog meget dårlige tider. Så jeg tror, min erfaring gør, at der måske er mere ydmyghed i mig end i andre gutter, der ikke har haft så svær en vej. Nu taler jeg både om ydmyghed i sporten og ydmyghed i det hele taget…

Wilczek har oplevet, ikke at trives i en klub. Hvor kemien i omklædningsrummet og spilletid på banen manglede i en sådan grad, at han alvorligt overvejede at droppe fodbold og finde sig et almindeligt arbejde. Til Polska Times har han fortalt, han husker en enestående situation under et ophold i Liverpool. Han var blevet inviteret til prøve, og var som 18-årig dybt imponeret, da han trådte ind i Liverpools omklædningsrum. På det tidspunkt havde han ingen penge og spillede i ødelagte støvler. Det bemærkede én af reserverne og gav ham sine. Wilczek glædede sig som et lille barn. Han hørte senere, Liverpool havde været interesseret i ham, men transferen fra spanske UD Horadada lykkedes ikke.

… Og i forhold til at udtale mig til medier, så er jeg ikke i mit element der. Ikke når det handler om tv eller aviser. Det er klart, man skal have respekt for journalister og deres arbejde, men jeg mener ikke, det er nødvendigt i mit liv, at være i offentlighedens søgelys. Det vigtigste er for mig at repræsentere mig selv godt på fodboldbanen og i forhold til det, der har med fodbold at gøre. Resten er ikke væsentlig for mig. Det interesserer mig ikke, for jeg mener, det er vigtigt at koncentrere sig om sit at arbejde, hvis man ønsker at opnå noget’.

Netop derfor ved vi også mest om, hvordan det går ham i Superligaen, og hans skuffelse over at blive sorteret fra til VM. Heller ikke det, får ham til at insistere på at dyrke sig selv for den brede befolkning.

Altså det er jo ikke sådan, at jeg isolerer mig fra fansene. Der er nogle ting, jeg gerne vil holde adskilt, men jeg har jo mine profiler på Instagram og Facebook, og folk har adgang til mig. Ikke ubegrænset, men man kan godt følge lidt med i, hvad der sker i mit privatliv. Folk ved jo godt, jeg har et barn, folk ved jo godt, jeg har en hustru, og at vi venter vores andet barn. Det kan ikke lade sig gøre at flygte fra det, og jeg tror også, fans, gerne vil følge med i, hvad der sker. Så jeg forsøger at dele lidt, ikke fuldstændigt, men lidt af det, der sker i mit liv. Jeg vil gerne have, at fans ved lidt, men jeg ønsker ikke, at nogen skal vide for meget. For mig er familien hellig, og jeg ønsker ikke at alle mulige skal vide, hvad der sker i min familie.’

Det er netop til hustruen Klaudia og sønnen Mikołaj, han søger hen, når han kan. ’Jeg tilbringer så megen tid uden for hjemmet, at det er vigtigt for mig at være hjemme, når jeg kan. Den fysiske træning i en superligaklub er blot ét aspekt af den samlede træning. Når man spiller på det niveau, er træning også meget andet’, forklarer han. ’Men jeg kan godt lide sport. Jeg kan godt lide individuel sport. Fx tennis og squash, som er meget populær i Polen. Jeg kan godt lide at løbe. At have musik i ørene og løbe, koble af og have tid til at tænke. Vi bor i Vallensbæk, det er tæt på Brøndbys hjemmebane. Der er roligt og grønt, hvilket er dejligt, for vores søn er stadig lille. Der er vi glade for at bo’.

Wilczek er taknemmelig for den modtagelse han og hans familie har fået i Danmark. Blandt fans, men også i Brøndby IF. Han værdsætter alt, hvad klubben har gjort for ham, og husker tilbage på det første møde, inden han blev en del af truppen. ’Brøndby havde set optagelser af mig på banen og gennemanalyseret mig, inden vi talte sammen. De viste mig, hvad mine styrker og svagheder var, og hvor jeg burde arbejde med mig selv. Jeg lærte en masse om mig selv. De vidste, hvad jeg kunne få brug for, og de hjalp mig med at få det. Også privat. Jeg skulle ikke selv tage mig af noget. Jeg er fuld af forundring over dem, der starter på bar bund her i landet. Det er flot, at de klarer sig og kommer fremad i livet’.

Netop til spørgsmålet om emigration og at finde fodfæste i et andet land, svarer han med sin karakteristiske ydmyghed, at ’andre har oplevet sværere og helt andre vilkår, end jeg har i den forbindelse. Det er dem, der burde give mig råd.’

Familien Wilczek tilbragte nogle dage i efterårsferien og landskampspausen i Krakow. Byen ligger kun halvanden times kørsel fra Wodzisław Śląski tæt på den tjekkiske grænse, hvor både Kamil og Klaudia voksede op og lærte hinanden at kende i skolen. Selv udtrykker Wilczek det, måske ubevidst, i nutidsformen; ’jeg bor i Sląsk’. Når familien har mulighed for det, tager de Krakow. I efterårsferien viste de sønnen kongeslottet, som han var begejstret for, og de slentrede rundt i den smukke, gamle by. Wilczek fortæller, Krakow er en dejlig by for børnefamilier, og der er meget at se. ’Børnene kan ride på heste på det gamle torv, og der er et væld af restauranter, hvor man kan spise godt. Der er mange hoteller eller lejligheder med korttidsleje, og i Krakow kan man sagtens fylde tiden med oplevelser.’

Forbereder sig på fremtiden

Han kan ikke lave mad, så han priser sig lykkelig for, at hans hustru er fremragende i et køkken. ’Det er derfor, hun blev min hustru’, siger han med et smil.

’Hun er en fremragende kok og hjælper mig i mit daglige liv. Nu spiser jeg jo morgenmad og middagsmad i klubben, men min hustru laver dagligt mad til sig selv og vores søn, og den afdeling har jeg faktisk overladt til hende. Jeg er med tiden blevet bedre i et køkken, men jeg kan ikke meget andet end retter, der er helt lige til. Jeg kan koge en suppe, og det er jo meget polsk. Jeg ville gerne være bedre og jeg håber, jeg en dag får tid til at lære at lave ordentlig mad. I øjeblikket står det ret skidt til.’

Fredag, da jeg mødtes med Wilczek, var anderledes end de fleste af hans dage. Det gav mulighed for at få styr på nogle ting hjemme i Polen, som han ellers aldrig har tid til. Fordi Tytus Wilczek kommer til verden i denne uge, blev Klaudia Wilczek hjemme i Polen sammen med sønnen Mikołaj efter efterårsferien i Krakow. Wilczek tog tilbage for at passe sit arbejde i Brøndby, og i morgen slutter hans sig til familien i Polen.

Kamil Wilczek er blevet 30 i år. Han håber på endnu seks gode år som fodboldspiller, og gør hvad han kan, for at sikre sig til resten af tilværelsen. Sidste år tog han sin studentereksamen. Det var vigtigt for ham at gennemføre, for han vil gerne have mulighed for at læse videre, når fodboldstøvlerne en dag er blevet snøret for sidste gang.

Kort om Kamil:

  • Hans store barndomsidol var Zinedine Zidane.
  • Hans største fortrydelse har været, at han ikke kom til at spille for Atletico Madrid, der ellers tilbød ham en kontrakt
  • Han har Arek Onyszkos ’Fucking Polak’ stående på boghylden derhjemme. Han har den fordi, han gerne ville vide mere om Areks indtryk af Danmark og sammenligne med sit eget.
  • Han trives på alle måder på Vestegnen. Han har leget med tanken om at pakke nogle af Brøndby-kollegerne ned og tage dem med sig til Polen. Bl.a. Frederik Rönnow, Christian Nørgaard og Teemu Pukki
  • Han er ordensmenneske og glad for at bo i Danmark, hvor alt virker velorganiseret og hvor folk er venlige og hjælpsomme.

  • Han har reddet en mands liv. En Brøndbyfan, David Brian Nielsen, fik en af Kamils bolde i hovedet under opvarmningen til en kamp mod FCK i 2016. Kamil var i første omgang alt andet end stolt over at have skudt forbi og ramt en tilskuer i hovedet. I flere uger vidste Kamil ikke, hvordan det vil gå manden, og han var angst for det mulige udfald. Han gennemlevede oplevelsen privat og havde svært ved at være i sig selv imens han ventede på afklaring. På sygehuset viste undersøgelser, at David Brian Nielsen havde en uopdaget tumor i hjernen. David Nielsen blev behandlet i tide, og Kamil Wilczeks flovhed blev afløst af enorm lettelse og lykkefølelse. I dag siger Wilczek, at dét skud var det vigtigste i hans karriere.

Well-spoken, reflective and humble

Kamil Wilczek surprises with his carefully chosen replies and down-to-earth manner.

The Superliga topscorer currently occupies fourth place in the world rankings of best-performing strikers, among stars that any child will know if they are the least interested in football.

At a time when football players collect sums that can save entire national economies, attract headlines due to affectations and debauchery, can barely be bothered to represent their nation for honor and glory, a player profile and personality like Kamil Wilczek is both refreshing and necessary.

Wilczek is a man who dreamed of representing his country and who might have paid for the trip to Russia, had he been selected for the national team. Participating with the Polish eagle on his chest would have been an honorable task, he would have accepted with gratitude.

Humble and private

Last week, Brøndby coach Alexander Zorniger expressed that he has never seen a striker work so hard for his goals as Wilczek did this winter. His hard work and many goals were meant to get him selected for the Polish national team for this summer’s World Cup. However, he was passed over. He has previously stayed silent about it, because as he himself expresses it, it is neither important nor interesting. It is what it is and you hold your head high. At least in public.

His efforts, however, did result in Wilczek becoming the Superliga’s best-preforming striker, and winning the affection of Brøndby fans across the country. If you remove certain letters from his last name, WILK remains. It means wolf in Polish. But this Polish wolf is ferocious for goals and playing time on the pitch – not for media attention.

Generally, he avoids interviews and publicity, because he thinks his performance on the playing field should speak for itself. He is very aware that he is tremendously popular and he appreciates the kindness and interest he encounters. Wilczek finds it nice to be greeted by fans on the street and chat with them about the latest match. Some of his friends are journalists, and he likes to talk to them, but under informal circumstances, because interviews simply aren’t his thing.

Polish and proud

Questioned if Wilczek believes that his work ethics and perseverance lie in his Polish roots or if he learnt them at home, he explains that ‘this is one of the most important things, I have learned at home. To work hard and keep a humble approach. If you succeed in what you set out to do, be sure to be grateful and do not get carried away. But of course life has taught me lessons, too. Because parents say one thing and the child does another, which may have consequences. But those concepts were repeated frequently by my mother and father.’

Wilczek grew up in a big family, and is the third child of five. He talks about his parents and family with warmth in his voice and has great respect for their efforts. His mother’s work consisted mainly of taking care of the children and the home, and Wilczek notes, ‘that kind of work is a 24-hour job, obviously. She was completely devoted to us. So, I learnt early on, that you need to give a lot of yourself. ‘ Wilczek’s father is also a role model in terms of working hard and being humble. He provided for the family as a coal miner, and Wilczek learned not to shy away from hard work no matter what form it takes. ‘He worked deep down in the shafts. It is very hard and physically demanding work. I learned from home that you have to work for what you want to achieve. And to be humble and grateful when you succeed. It’s fundamental ‘.

Do you think this is a particularly Polish trait?

‘I think it is typical for us, yes. Whatever we do, we apply ourselves. It’s no different in ball games. As a football player, I go on the pitch and want to do my job – because it is my job – as well as I can. I’m glad it’s appreciated, ‘explains Wilczek, referring to Zorniger’s statement, adding, ‘it’s a very nice feeling. Those are good words, yes. We Poles are known to work hard. It’s not important if we build houses, paint them, work from a computer or play ball for a living. The most important thing for us is that the work is carried out well. We try to do the work as well as possible ‘.

What else would you like, Danes to know about Poles?

‘I can’t comment on every single Pole, but as a people, I think we strive to live up to our commitments, we strive to be sincere. We are a very honest people. If there is anything we feel we need to say, we say it. It applies to me, too. I can sometimes be a little too honest. But I consider it an advantage; if I need to say something, I’ll say it. Obviously, when you are very honest, you may offend someone, but I think it’s positive. It is a good feature to have. Better to be honest with someone than to stay silent and speak behind their back. Also, we are generally humble people. ‘

What makes you proud to be Polish?

‘We have a magnificent history! Our great-grandparents and grandparents fought for a free Poland. And that is certainly something we should be grateful for. It is thanks to them that we can be Poles today. We must be grateful for their struggle, for the price they paid, and strive to be good examples ourselves.’

When you play for a club with such proud traditions and great media attention as Brøndby, things like missing out on playing time and other adversity, do not go unnoticed.  Other players may comment on those things, either themselves or through an agent, but Kamil Wilczek does not feel the need for it. His success in the club has also not caused him to demand special status or more leadership in relation to the rest of the team. On the contrary, he wants to fight harder with his team. That humility he credits his experience, on the pitch as well as in life.

‘My path and my career have not been without obstacles. I have had my ups and downs. I have lived through even very challenging times. So, I think my experience means that there may be more humility in me than in other guys who have had it easier. I am referring to humility in sports and humility in general.

‘And in terms of speaking to media, I am just not in my element. Not when it comes to TV or newspapers. Obviously, you have to respect journalists and their work, but I do not think it is necessary in my life to be in the public eye. The most important thing for me is to represent myself well on the field and with everything relating to football. The rest is not important to me. I think it’s important to concentrate on the job if you want to achieve something.

That’s also why we mostly only know how he is doing in the Superliga and about his disappointment on missing out on the World Championship. Yet, he does not insist on branding himself to the general public.

‘It’s not that I isolate myself from fans. There are some things I want to keep separate, but I have my profiles on Instagram and Facebook, and people have access to me. Not unlimited access, but it is possible to keep up with what is going on in my life. People know I have a child, people know, I have a wife, and that we are expecting our second child. It’s not possible to run away from, and I think fans are interested in knowing what’s happening. So I try to share a little, not completely, but a bit of what’s happening in my life. I want fans to know a little, but I do not want anyone to know too much. To me, family is sacred, and I do not want everybody knowing what’s going on in mine ‘

His wife Klaudia and son Mikołaj, is where he turns to, as soon as he can. ‘I spend so much time away from home that it’s important for me to be home, whenever I can. The physical training in a Superliga club is just one aspect of the overall training. When playing at that level, training consists of different elements’, he explains. ‘But I like sports. I like individual sports. For example tennis and squash, which is very popular in Poland. I like to run. To have music in my ears and run, unwind and be free to contemplate. We live in Vallensbæk, which is close to Brøndby’s home ground. It’s quiet and green, which is great, because our son is still young. We are happy to live there ‘.

Wilczek is grateful for the welcome he and his family have received in Denmark. Among fans, but also in Brøndby IF. He appreciates everything the club has done for him and recalls the first meeting before joining the squad. ‘Brøndby had viewed recordings of me on the pitch and analyzed me before we met. They showed me what my strengths and weaknesses were and where I should work with myself. I learnt a lot about myself. They knew what I needed, and they helped me get it. Also in my private life. I did not have to take care of anything. I am full of amazement over those who start from scratch in this country. It’s great that they manage and move forward in life.’

On the question of emigration and finding foothold in another country, he responds with his characteristic humility that ‘others have experienced more difficult and completely different conditions than I have in that regard. Those are the ones who should advise me.’

The Wilczek family spent part of the autumn holiday and international football break in Krakow. The city is only an hour and half’s drive from Wodzisław Śląski close to the Czech border, where both Kamil and Klaudia grew up and met in school. Wilczek expresses it, perhaps without knowing, in its contemporary form; ‘I live in Sląsk’. When the family has the opportunity, they visit Krakow. During the autumn holiday, they went to the royal castle, which Mikolaj really liked, and they strolled around the beautiful old town. Wilczek says, Krakow is a lovely town for families with children and there is much to see. ‘Children can ride horses around the old square and there is a wealth of restaurants where you can eat well. There are many hotels or apartments with short term rentals, and in Krakow there is a lot to experience’.

Preparing for the future

He cannot cook, and he is happy to say that his wife excels in a kitchen. ‘That’s why she became my wife,’ he says with a smile.

‘She is a truly excellent cook and helps me in my daily life. As I eat breakfast and dinner in the club, my wife prepares meals for herself and our son, and the kitchen is her domain. My cooking skills have improved over time, but I can only manage dishes, that are straightforward. I can cook up a soup, which is very Polish. I would like to improve, and I hope I will be able to learn to cook when I have more time someday. At the moment, my skills are poor. ‘

Friday, when I met Wilczek, was different from most of his days. Via email and telephone, it was possible for him to get things done at home in Poland, which he usually never has time for. Because Tytus Wilczek is born later this week, Klaudia Wilczek stayed in Poland with Mikołaj after their autumn holiday in Krakow. Wilczek went back to his job in Brøndby, but tomorrow he flies back to join his family in Poland.

Kamil Wilczek turned 30 this year. He hopes for another six years as a footballer and does what he can to prepare for his life to come. Last year, he completed his secondary education. It was important for him to complete, because he wants to keep his options open and be able to study when it’s time for a new chapter.

Kamil in brief:

  • His childhood idol was Zinedine Zidane.
  • His biggest regret has been not playing for Atletico Madrid, who offered him a contract.
  • His book collection includes Arek Onyszkos ‘Fucking Polak’. He owns it because he wanted to know more about Arek’s impression of Denmark and compare it to his own.
  • He likes to be organised and is happy living in Denmark, where he finds that everything works well and people are friendly and helpful.
  • He saved a man’s life. One of Kamil’s shots lead to Brøndby fan, David Brian Nielsen, being struck in the head, during the warm-up to a match against FCK in 2016. Kamil was anything but proud to have accidentally injured a fan. For several weeks, Kamil did not know which state David Brian Nielsen was in, and he was anxious about the possible outcome. He dealt with the experience in private and was very uncomfortable while waiting for the response. In hospital, scans showed that David Brian Nielsen had an undiagnosed brain tumor. David Brian Nielsen was treated in time, and Kamil Wilczek’s embarrassment was replaced by relief and euphoria. Today Wilczek says that THAT shot is the most important shot of his career.
By |2018-10-24T20:29:26+00:0022/10/18 |RELATE|

Leave A Comment